Volbeat gør dansk comeback i Boxen

Volbeat tager på deres største turné nogensinde og rammer Herning 22. oktober

HERNING Det danske rockband Volbeat spiller sin første koncert på dansk jord i små tre år, når gruppen 18. oktober 2022 vender tilbage til Jyske Bank Boxen i Herning.

Besøget er en del af bandets »Servant of the Road World Tour 2022«, der kendetegnende for gruppen slår flere rekorder.

Volbeat gæster 33 arenaer rundt omkring i Europa, når gruppen til efteråret drager ud på sin turné, og som noget nyt er Jyske Bank Boxen netop blevet føjet til den omfattende liste.

- Vi er meget glade for at kunne tilføje endnu en dansk koncert til vores »Servant of the Road«-turné. Det har været lidt af et puslespil at få det hele til at falde på plads. Det er næsten tre år siden, at vi spillede i Herning og generelt i Danmark, så den skal altså have én over nakken til oktober, fastslår frontmand Michael Poulsen.

Slår tre rekorder
Volbeat slår flere rekorder med turnéen, der byder på det største antal billetter på en europæisk turné, og så er den ikke bare den største turné i bandets historie, men slet og ret den største arenaturné nogensinde for et dansk rockband.

Den afsluttes med et show på legendariske Wembley Arena i London kort før jul.

Volbeat, der favner genrer som hardrock, klassisk metal, glam, punk og rockabilly, har i dén grad vind i sejlene. Så sent som i juli i år kunne bandet fejre, at dets sjette album »Seal the Deal & Let’s Boogie« havde rundet 120.000 solgte eksemplarer. Dermed har albummet kastet ikke færre end seks platinplader af sig og er samtidig det mest populære Volbeat-album i Danmark.

Det folkekære band udgøres af Michael Poulsen (guitar/vokal), Jon Larsen (trommer), Rob Caggiano (guitar) og Kaspar Boye Larsen (bas).

Walisiske Skindred og amerikanske Bad Wolves er aftenens supportbands.

Billetsalget begynder på fredag.