Mødrehjælpen vil give udsatte børn en god sommer

Ilsjælene fra lokalafdelingen i Herning knokler for at give børnene gode oplevelser i sommerferien

STØTTE Mere end 56.000 danske børn lever i familier, hvor hverdagens afsavn er store. Når sommerferien nærmer sig, og der ikke er udsigt til andet end seks blanke uger i kalenderen, bliver familiens mangler endnu tydeligere.

Mødrehjælpen uddeler derfor igen i år feriehjælp til børnefamilier, der står i en svær økonomisk og social situation. Hjælpen består af et økonomisk tilskud, som skal sikre børnene mindeværdige sommerferieoplevelser.

Fælles oplevelser
Det er Mødrehjælpens lokale ildsjæle, der bidrager til, at familierne kan få gode, fælles oplevelser. I landets mange lokalforeninger tilbydes der i år historisk mange aktiviteter for de udsatte familier. Også i Herning.

- I vores by er der desværre også børnefamilier, hvor pengene ikke rækker til sommerferieoplevelser. For de familier er feriehjælpen en uundværlig håndsrækning, som gør, at børnene kan få nogle gode sommerminder og have noget at fortælle kammeraterne om, når de er tilbage i skolen igen, siger Kristina Taaning, der er formand for Mødrehjælpens lokalforening i Herning, i en pressemeddelelse.

- Vores lokalforening tilbyder mange forskellige gratis og billige aktiviteter hen over sommeren til de børnefamilier, der står i en svær situation. Det er altid en fornøjelse at se og møde familierne, som kan komme hos os og få gode fælles oplevelser. Oplevelserne er med til at ryste familierne sammen og ikke mindst med til at udvide familiernes lokale netværk, fortsætter hun.

Stort behov for hjælp
Mødrehjælpens Feriehjælp har været åben for ansøgning siden 10. maj, og desværre tegner der sig allerede nu et billede af, at endnu flere familier end tidligere har brug for hjælpen.

For en stor del af de forældre, der søger Mødrehjælpens Feriehjælp, gælder det, at de ikke har et netværk at trække på, når pengene er små eller ved højtider og sommerferier. Derfor er de mange aktiviteter, som Mødrehjælpens lokalforeninger tilbyder, en kæmpe støtte for familierne, lyder det fra Mødrehjælpens direktør, Ninna Thomsen:

- Det glæder mig helt utroligt at se det store stykke arbejde, som de mange fantastiske ildsjæle rundt omkring i Mødrehjælpens lokalforeninger gør. Jeg håber, at rigtig mange familier også i år vil få stor glæde af lokalforeningernes aktiviteter, siger hun.

Igen i år håber Mødrehjælpen på opbakning fra danskerne, så børn i udsatte familier kan få en god sommerferie.

- For at kunne hjælpe alle de ansøgere, som bliver godkendt til Mødrehjælpens Feriehjælp, har vi brug for danskernes opbakning. Der er desværre en trist stigning i antallet af børnefamilier, der har brug for vores hjælp i år, og derfor gør hver en krone, der bliver indsamlet til feriehjælpen, en stor forskel for familierne, siger Ninna Thomsen.

Mødrehjælpens Feriehjælp består af et økonomisk tilskud på 350 kroner per barn og et tilbud om gratis sommerferieoplevelser i de mange lokalforeninger landet over.

Man kan stadig nå at ansøge om årets feriehjælp via det digitale ansøgningsskema, som man finder på Mødrehjælpens hjemmeside. Ansøgningen lukker tirsdag 7. juni.