Mødrehjælpen i Herning tilbyder mange gratis aktiviteter og hjælp
Mange familier mærker, at pengene ikke rækker lige så langt som før. Derfor er det vigtigt at vide, hvor man kan spare eller hente hjælp, oplyser Mødrehjælpen i Herning
HERNING Mødrehjælpen i Herning har en genbrugsbutik i Fonnesbechsgade, hvor der sælges brugt, velholdt børnetøj, udstyr og legetøj til en brøkdel af den oprindelige pris, skriver Ane Grethe Engsted, frivillig i Mødrehjælpen i Herning i en pressemeddelelse.
Det er der flere og flere, der har fået øjnene op for, men færre ved formentlig, at Mødrehjælpen også har meget andet at byde ind med.
Der kan for eksempel søges om hjælp til en startpakke til den nyfødte, eller om fødselsdagshjælp - også kaldet »Den Rullende Kagemand« - i form af for eksempel kage, boller, pynt og andre ting, som er med til at skabe en god børnefødselsdag. Og så kan der søges om forskellige oplevelser.
Lørdag 14. maj drog en bus med 92 tilmeldte således fra Herning og omegn til Givskud Zoo for at få en gratis oplevelse. De havde alle søgt hjælp hos Mødrehjælpen, og det blev en fantastisk tur.
At hjælpe er en drivkraft
Flere af deltagerne havde aldrig været i Givskud før, og mange af dem var begejstrede og taknemmelige for at få denne mulighed for en tur med alt betalt sammen med deres børn.
Det at hjælpe på denne måde er en drivkraft for alle de frivillige i Mødrehjælpen, skriver Ane Grethe Engsted.
Aktiviteter for børn
Mødrehjælpen har også et lille aktivitetsudvalg, som inviterer til forskellige aktiviteter i løbet af året. I februar var børn med til at lave pynt til fastelavnstønder, som Cityforeningen skulle bruge til sit fastelavnsarrangement. Børnene kunne også få en fotokopi af en tønde eller en kat med hjem, så de kunne male videre derhjemme.
Den næste aktivitet for børn bliver at farvelægge en lille heks, som man kan få med hjem. Denne aktivitet kommer til at foregå i butikken fra 13. juni til og med sankthansaftensdag 23. juni.
- Vi vil så gerne have udvidet kendskabet til vores lille butik. Det er jo i høj grad overskuddet her, der gør, at vi kan sætte aktiviteter i gang og dermed støtte børnefamilier, der har et behov - og så gør det jo heller ikke noget, at man kan gøre et godt køb samtidig, skriver Ane Grethe Engsted.
Man kan følge Mødrehjælpen i Herning på Facebook og hjemmeside.
Ugens mest læste historier
Sorry. No data so far.