Tyverialarm blev aktiveret i Herning: To personer stjal PH-lampe fra villa

HERNING To personer tog benene på nakken, da de natten til mandag fik sat en alarm i gang ved en villa på Østre Kirkevej.

Det skete, da de rykkede en udendørs PH-lampe ud af væggen og klippede ledningen over.

Politiet oplyser, at ejeren havde et lignende tyveri for et år siden, og derfor var der sat en alarm på lampen. Der var også sat overvågning op, og på billederne kunne man se to personer løbe væk »i rask fart«, som politiet udtrykker det.

Det lykkedes gerningsmændene at få lampen med, og politiet får overvågningsbillederne til brug for efterforskningen.