Så er der igen cirkus i byen

HERNING Smukke heste, duften af savsmuld og verdensartister - dét er cirkus.

I næste uge - onsdag 27. april og torsdag 28. april - kan hele familien træde ind i Cirkus Arenas splinternye telt, hvor Bubber og Julie præsenterer jonglører, klovnerier og luftnumre.

Oplev de dygtige trapezartister Flying Wulber, når de svinger højt oppe under teltdugen og flyver i luften i hæsblæsende tempo fra trapez til trapez - endda med bind for øjnene. Bliv blæst bagover af de imponerende robot-breakdansere, der kan bøje deres kroppe på de mest utænkelige måder, og oplev muskelbundterne Duo Costache som kan præstere de vildeste ting med deres tænder, når de balancerer i luften på deres perch-stang.

Mød også de sødeste hunde, og nyd Julie Berthelsens sangstemme, der kæder det hele sammen i manegen.

Der er lagt op til to en halv times underholdning, der samler hele familien om en morsom og livsbekræftende oplevelse, når Cirkus Arena langt om længe atter slår teltet op i det midtjyske.

- Det glæder mit hjerte, at cirkus er tilbage på landevejen og igen kan samle store og små om en fælles oplevelse. Sådanne oplevelser har vi manglet, mens coronaen tvang cirkus i vinterhi. Til gengæld har vi i Cirkus Arena brugt ventetiden på at skabe det bedste show, og med Julie Berthelsen og Bubber ved roret er der garanti for, at det bliver en fest, siger cirkusdirektør Benny Berdino i en pressemeddelelse.

Cirkus Arenas forestillinger er blevet særlig godt modtaget af publikum, anmeldere og prisjuryer. Senest i sidste sæson hvor Cirkus Arena vandt begge cirkuspriser for årets talent og årets bedste nummer ved Den Danske Cirkuspris.