Pigekor får tyske gæster

HERNING MidtVest Pigekorene har altid vægtet internationale samarbejder meget højt. Igennem årene har koret haft udveksling med Philippinerne, Armenien, Ungarn og andre fjerne rejsemål.

Coronaen har i de senere år sat en effektiv stopper for den mulighed, men nu åbner tingene sig lige så stille op igen og i weekenden 20.-22. maj får MidtVest Juniorkor besøg af Hamburger Mädchenchors aspirantkor.

Koret, der er forskole til et af Nordtysklands allerbedste pigekor, besøger MidtVest Juniorkor. Sangerne skal indkvarteres privat, og i løbet af weekenden er der planlagt en række musikalske og sociale aktiviteter, så de to kors sangere får mulighed for at få lært hinanden grundigt at kende.

Kulminerer med koncert
Det hele kulminerer med en koncert i Herning Valgmenighedskirke lørdag 21. maj, hvor korene synger sammen og hver for sig.

Dagen efter kan koret høres i forbindelse med gudstjenesten i Herning Kirke.

Herefter tager alle sangerne en tur i Legoland, og mandag morgen kører koret fra Tyskland videre til København, hvor turneen fortsætter.

I forlængelse af weekenden rejser MidtVest Pigekor til Sønderjylland/Hamburg i Kristi himmelfarts-dagene. Det midtjyske kor synger koncerter i Løgumkloster Kirke, synger fælles koncert med Hamburger Mädchenchor og medvirker ved en gudstjeneste i Michaelis Kirche søndag morgen, inden der på hjemrejsen gøres holdt i Rødding, hvor koret synger turens sidste koncert.