Nyt motionstilbud ser dagens lys i Herning

Ny udendørs træningsmulighed fra næste uge

HERNING Træningsfællesskabet »RunningNow« har i kølvandet på corona haft stor succes med udendørs holdtræning i flere byer. Nu åbner motionstilbuddet også i Herning. I anledningen af den nye afdeling inviteres til en gratis prøvetime.

- Vi gør det på en anden måde i RunningNow end andre motionstilbud. Du får fleksibilitet i form af flere holdtyper og træningstidspunkter, og al træning varetages af professionelle lønnede trænere, siger Rune Darling, der er stifter og indehaver af virksomheden, i en pressemeddelelse.

- Du får frisk luft, fordi vores træning altid foregår udendørs i alt slags vejr. Og så gør vi meget ud af at facilitere og styrke det sociale fællesskab. Det håber vi, at folk i Herning har lyst til at prøve, fortsætter han om træningsfællesskabet.

RunningNow har løbe- og gåhold til alle - og især gang som træningsform og løbeskole er blevet et stort tilløbsstykke.

Mødestedet for Herning-afdelingen bliver Det Blå Rum på Brændgårdvej - og det åbner i uge 17. I takt med at afdelingen vokser, er planen, at man vil få en stor valgfrihed i form af mange holdtyper.