Jørgen de Mylius og Abba

Fermaten sørger for, at man kan komme i den rigtige grandprix-stemning

HERNING Der er ikke længe til, at Europa endnu en gang samles på tværs af nationer, sprog og smag til årets europæiske melodigrandprix.

Allerede onsdag kan man på Fermaten komme i den rette stemning, når Jørgen de Mylius og musikjournalist Per Wium holder foredrag om Abba.

Abba har begejstret generationer med deres musik, og interessen er ikke blevet mindre efter gruppens seneste udspil på pladen »Voyage«. Bandet vandt sågar prisen for »Årets Internationale Band« til dette års Gaffa-Prisen. Men hvad er det, der stadig spiller mere end 50 år, efter gruppen fandt sammen?

Det dykker Jørgen de Mylius og musikjournalist Per Wium ned i, når de mødes til foredraget »Abba: Historierne og musikken«.

Jørgen de Mylius, som for de fleste næppe kræver nogen yderligere introduktion, kommer til at fortælle bandets og medlemmernes historie, og derudover kommer han til at løfte sløret for sine egne oplevelser med Agnetha, Anni-Frid, Björn og Benny. Per Wium, som efterhånden har holdt mange foredrag om Abba, fortæller historien om musikken og kommer også til at give eksempler på den.

Kan noget særligt
Katrine Haugaard, som til dagligt arbejder som salgs- og markedsføringsansvarlig på Fermaten, er inkarneret Eurovision-fan, og hun er begejstret for, at Fermaten også har plads til Abba.

- Eurovision kan noget helt særligt. Det samler folk på tværs af nationaliteter, landegrænser, sprog, køn og alt muligt andet. De artister, vi ser i Eurovision i dag, står på skuldrene af artister som Abba. Derfor mener jeg ikke, at man kan varme bedre op til Eurovision i maj end med et foredrag om det legendariske band, siger hun i en pressemeddelelse.

Også Dorte Grout, som er bibliotekar på Herning Bibliotekerne, ser frem til foredraget.

- Abba kan noget helt særligt, og der er så mange gode historier forbundet med gruppen, så jeg ser virkelig frem til at høre Jørgen de Mylius og Per Wium fortælle om dem.