Blev anholdt to gange på en time: Butikstyv vendte tilbage til Herningcentret

HERNING En 51-årig mand fra Herning har tilsyneladende svært ved at kende forskel på dit og mit, og derfor kom han tirsdag eftermiddag i problemer ad flere gange.

Først så et vidne, at han stjal en computertaske til 422 kroner i Power i Herningcentret, og vidnet fulgte efter manden, der gik videre til butikken Helm Lædervarer.

Her forsynede han sig med en taske til 2499 kroner, og herefter blev han holdt tilbage.

En patrulje fra politiet kom til centret, hvor han blev sigtet for tyveri.

Betjentene bad ham om at forlade centret, og det ville han ikke. Derfor blev han anholdt og taget med udenfor, hvor han blev løsladt.

Det var ved 14-tiden, og der gik ikke mere end en time, før han vendte tilbage til Herningcentret, hvor han ifølge politiet var påvirket af alkohol.

Politiet blev kaldt ud, og han blev anholdt for anden gang - denne gang med en sigtelse for at overtræde ordensbekendtgørelsen.

- Han blev kørt til detentionen i Holstebro, og undervejs svinede han betjentene til. Jeg vil slet ikke fortælle, hvad han brugte af sprog over for kollegerne, siger sekretariatsleder Bent Smedegaard fra lokalpolitiet i Herning.

Den 51-årige mand inkasserede en sigtelse for fornærmelig tiltale mod betjentene, og det er en overtrædelse af paragraf 121 i straffeloven.

Det koster typisk 5000 kroner i bøde.