Billedskolen udstiller igen

HERNING I to år har Herning Billedskole ikke haft mulighed for at slutte sæsonens undervisning af på sædvanlig vis. Skolen er derfor glad for at kunne invitere til fernisering på Forårsudstillingen lørdag 23. april.

- På Herning Billedskole har vi i denne sæson nydt atter at kunne mødes på billedskolen og være sammen om aktiviteterne. Som alle andre længtes vi efter mere frihed, fest og farver. Derfor har cirkusløjer og markedsgøgl været udgangspunktet for vores motiver i forårssemestret. Når cirkuskaravanerne kommer ud på landevejene, er det et sikkert tegn på forår. Fryd og forventninger til det, der skal komme, det man skal opleve og det vi skal mødes om, fylder luften, fortæller billedskolens leder, Else Egsgaard.

Siden nytår har »Cirkusløjer og markedsgøgl« været den fælles overskrift for arbejdet på holdene. Temaet er fortolket på mange forskellige måder gennem maleri, skulptur, tegning eller en blanding af det hele. På udstillingen møder man luftakrobater, hundekunstnere, cirkuselefanter, cirkusvogne, spotlight og maneger.

På billedskolens hold er der blevet arbejdet med de forskellige udtryksformer i både individuelle og fælles værker. På udstillingen kan man derfor se en mangfoldighed af værker, tegning, maleri, skulptur, blandformer og meget mere. Nogle viser leg og eksperimenter, andre fordybelse og udholdenhed.

På udstillingen er alle elever repræsenteret - lige fra de allermindste børn, der arbejder sammen med en forælder på minibilledskolen, til de mange voksne elever på både tegnehold, malehold og masterclass.

Udstillingen er åben fra lørdag til tirsdag. Fra lørdag er det også muligt at tilmelde sig til næste sæson, der begynder i uge 35.