Soroptimisterne holder stort loppemarked til fordel for Ukraine

HERNING Igennem to coronaramte år uden loppemarked har Soroptimisterne i Herning samlet masser af lopper. Men nu sker det. Lørdag 2. og søndag 3. april slår soroptimisterne i Herning dørene op til loppemarked i Nordvest-Hallen i Tjørring, oplyser Soroptimisterne i en pressemeddelelse.

Der bliver en masse at kigge på og ikke mindst købe, og det går alt sammen til det samme gode formål, nemlig Ukraine.

Soroptimisterne i Herning har gennem flere år haft en række projekter i tæt samarbejde med andre midtjyske klubber og med de ukrainske søster-klubber i henholdsvis Kiev, Dnepropetovsk, Lviv, Chernihiv og Uzhgerod.

Ud over salg af lopper byder soroptimisterne også på hjemmelavede delikatesser, lotteri og en café med lidt godt til ganen, før man eventuelt oser videre.

Soroptimist International er en verdensomspændende organisation for kvinder i erhverv. Organisationen tæller omkring 100.000 medlemmer Verden over. SI International har konsultativ status i FN og arbejder tæt sammen med organisationen.