The blues på Fermaten

HERNING I aften, tirsdag 29. marts, giver Alan Haynes koncert på Fermaten.

Han kaldes en »guitaristernes guitarist« og nævnes i flere interviews som et »must hear« af så forskellige notabiliteter som Robert Cray og Jeff Beck, ligesom han adskillige gange har stået på scenen med de allerstørste. Stevie Ray Vaughan, Albert King, Buddy Guy, Albert Collins, Otis Rush, og ikke mindst Johnny Winter, som han tillige har indspillet med, og erklærer som sin største inspirationskilde. Noget der særligt høres på Alan Haynes’ sjælfulde vokal.

Bluesguitaristen turnerer gerne i Europa en gang om året, og har nærmest haft Danmark som sit andet hjemland de seneste tyve år.

Danmark har været den naturlige base, hvor fra Alan Haynes har turneret Europa tyndt, og plejet sin trofaste fanskare. Alan Haynes kunne heller aldrig drømme om at rejse til Europa uden samtidig at besøge Danmark - og gense sine mange fans og venner her.