Ransagning på adresse i Herning efter hashhandel: Digitalvægte og mobiltelefoner blev beslaglagt

HERNING Civilklædte betjente fra politiet overværede torsdag eftermiddag en handel med hash i Hernings midtby. En 18-årig mand fra Brande købte 2,08 gram hash, og det førte efterfølgende til en ransagning hos sælgeren, der er en 21-årig mand fra Herning. Her fandt betjentene 150,88 gram hash, 650 kroner i kontanter, to digitalvægte og fire mobiltelefoner, som blev beslaglagt. Fundet førte til en sigtelse til den 21-årige herningenser for salg af euforiserende stoffer, og det samme blev skæbnen for en 22-årig mand fra Hobro. Han befandt sig også på adressen under ransagningen. Den 22-årige mand blev også sigtet for at overtræde knivloven, da han havde en foldekniv med en bladlængde på ni centimeter.