Scenen er en skaterrampe

HERNING »Jeg er mig« er Team Teatrets helt nye fysiske forestilling om ungdom, venner og identitet.

Det er en ekspressiv, fysisk forestilling fuld af sjove, poetiske, rørende og ærlige billeder fra den omtumlede, begivenhedsrige, spraglede rejse gennem ungdomslivet. »Jeg er mig« har premiere på Team Teatret 24. marts og opføres flere gange frem mod påske.

»Jeg er mig« er en forestilling om identitet og om at finde ud af, hvem man selv er. Publikum møder tre venner til en genforeningsfest, der med et trylleslag fører både dem og tilskuerne tilbage til skoletiden og de sprøde år, hvor de var en trio på godt og ondt.

En trio der blev opløst af tiden og livet, men som efterlod særlige spor i dem alle, og var med til at forme, hvem de hver især udviklede sig til at blive. Festen sender dem tilbage til frihedens lykkerus, den første date, de akavede konfrontationer, sammenholdet og drømmene om, hvordan livet ville forme sig.

I »Jeg er mig« kommer de unge år under lup, så forestillingen både bliver relevant for voksne, men ikke mindst for de unge, der står midt i det lige nu.

Instruktør Caroline McSweeney har sammen med dramatiker Rasmus Krone Andersen og Team Teatrets ensemble gennemført en række workshops med unge i og omkring Herning, netop for at få inspiration og input fra unge.