Herregårdenes endeligt

HERNING Torsdag 17. marts er der foredrag på Herningsholm Museum.

Lige som andre danske herregårde har Herningsholm tidligere været et økonomisk og magtmæssigt kraftcenter for sit lokalområde. Men for ret præcist 100 år siden blev der sat et endeligt punktum for herregårdenes og adelens særlige privilegier. Hvordan er det så gået i de forløbne 100 år?

Ph.d Mikael Frausing tager tilhørerne med på en 100 år lang tidsrejse: Fra den store fraflytning i mellemkrigstiden, hvor mange herregårde blev omdannet til museer, skoler og hospitaler til de populære herregårde efter Anden Verdenskrig med de folkelige herregårdsfilm, og indtil nutiden, hvor herregårde i stort antal benytter smukke hovedbygninger og historisk kulturarv til nye indtjeningsmuligheder i oplevelsesøkonomien.

Mikael Frausing er uddannet historiker fra Aarhus Universitet og har beskæftiget sig med herregårdenes rolle i det moderne samfund som kulturarv og oplevelsesøkonomiske virksomheder. Han er ansat i Dansk Center for Byhistorie i Den Gamle By og som webredaktør på danmarkshistorien.dk.