Midtjyde udvalgt blandt 1270 kunstnere

Herning Sofie Steffensen Bach, der sang i MidtVest Pigekor og var med i Herningbandet Regn, er kommet med i DR’s »Karrierekanonen«.

Hun er - sammen med ni andre - blevet udvalgt blandt 1270 kunstnere, der gerne ville være med. De 10 udvalgte deltager i et talentudviklingsforløb og spiller semifinale- og finalekoncerter i foråret 2022. Tidligere vindere tæller blandt andre The Minds of 99, Katinka og Marie Key.

Sofie Bach, der går på Rytmisk Musikkonservatorium i København, deltager med sangen »For X« under navnet Sofie1998.

- Jeg er selvfølgelig vildt glad og stolt over at være udtaget som semifinalist i KarriereKanonen. Jeg har arbejdet så mange år for at finde frem til min lyd i musikken, så at den bliver taget seriøst, så snart jeg har delt en smule ud af den, gør mig meget berørt og glad. Nu er det bare fuld fart fremad, fortæller hun.

Pelle Peter Jencel, som er i KarriereKanonens jury, fortæller om Sofie Bach på DR’s hjemmeside:

- Hun har et virkelig spændende lydunivers. Det lyder lidt, som hvis Frank Ocean var en dansk indiepige. Eksperimenterende, skrøbeligt og varmt. Sofie er sin egen. øster