Fra kongrescentret til Sportscenter Herning: Gymnastikopvisninger 
i nye omgivelser

HERNING Corona har de seneste to år forhindret de traditionsrige forårsopvisninger i gymnastik. Men i år holder DGI Midtjylland i alt fem forårsopvisninger.

Spændingen omkring DGI’s to opvisninger i Herning er særligt stor, fordi en årelang tradition i år bliver afløst af en ny. Opvisningerne skal nemlig foregå i de nybyggede faciliteter i arenaen i Sportscenter Herning. Og sportscentret rummer mange fordele, som vil løfte stævnerne, fortæller Berit Tolstrup fra stævneudvalget i en pressemeddelelse.

- Tradition er fantastisk, men vi er sikre på, at den nye arena i Sportscenter Herning vil give vores opvisninger et boost. Der er mere plads både til parkering, omklædning, opvarmning, store landsdelshold og efterskolehold og ikke mindst publikum. Vi glæder os så meget til at prøve det af, udtaler hun.

Sportscenter Herning har tidligere været vært for børnestævnet, der i år finder sted 27. februar, mens det er første gang, sportscentret skal danne ramme om DGI Midtjyllands forårsopvisning, der plejer at være i kongrescentret.

Forårsopvisningen er i weekenden 12. og 13. marts.