Soulpop fra Kolding

Herning Torsdag 17. februar byder Fermaten på en koncert med Mekdes, der kommer med stærk vokal, ærlige tekster og sjælfulde blanding af r’n’b, pop og soul. Siden Danmarks genåbning har Mekdes fra Kolding igen fået travlt med at spille koncerter. Foruden Plænen i Tivoli, Copenhagen Pride og Hotel Cecil, har hun indtaget nogle af årets største festivaler som Tomorrow Festival og Tilbage Til Live. I forbindelse med det længe ventede debutalbum, som udkommer i begyndelsen af 2022, drager Mekdes og hendes uforlignelige band på deres til dato største tour med stop i 15 danske byer. Som forsmag på albummet har Mekdes udsendt singlen »Greedy«.

- Greedy handler om at blive lukket ind i varmen for så at opdage, at folk alligevel godt liiige kunne tænke sig at lave lidt om på dig. Som om man aldrig helt er god nok. Men hvis folk ikke vil have dig for den, du er, så fuck dem, siger Mekdes til Fermatens hjemmeside.

Mekdes har håndplukket Kedde til at stå for opvarmningen.