»Kom Videre Mand« i uge otte

HERNING Mænd, som står i et sygdomsforløb, skilsmisse, fyring eller på anden måde befinder sig i en vanskelig situation, har nu muligheden for at komme videre ved at tilmelde sig et »Kom Videre Mand«-forløb hos Selvhjælp Herning. Et forløb kun for mænd, skræddersyet til mænd, som gerne vil videre fra en svær situation, eller som har brug for et nyt fællesskab, skriver Selvhjælp Herning i en pressemeddelelse.

I forløbet arbejder deltagerne med sig selv, de får overblik over deres egen situation og redskaber til at håndtere den, og mange oplever, at de gennem et forløb får mere overskud i hverdagen og bedre retning på, hvor de gerne vil hen i deres liv.

I forløbet mødes mændene én gang om ugen i otte uger. Der er plads til otte deltagere. Gruppen har en frivillig, mandlig gruppeleder, der guider deltagerne i forløbet.

Det næste hold »Kom Videre Mand« begynder tirsdag 22. februar.

Kontakt Selvhjælp Herning, hvis du vil med.