Herning Teater byder på store oplevelser

Der er mange godter på programmet fra Herning Teater den kommende tid

Var det noget med en sjov komedie? Et gribende drama? En underskøn operette? En historisk musical? Et medrivende skuespil? En storslået opera?

Der er rig lejlighed for oplevelser for enhver smag i den kommende sæson, som Herning Teater har planlagt. Teaterforeningen har købt rigtig gode forestillinger hjem til sæsonprogrammet fra turneteatrene.

Oh Happy Day og Dracula
På tirsdag 15. februar præsenterer Herning Teater i samarbejde med Team Teatret forestillingen »Oh Happy Day«, som produceres af Folketeatret.

Oh Happy Day er en varm og humoristisk fortælling om sang som forløser, og om en grå hverdag, der får kulør, da gospelsangen holder sit indtog i en stillestående landsby. Det er også en forestilling, der får et lokalt islæt af korsangere, der virkelig vil sikre glæden.

Torsdag 24. februar 2022 er vi i en helt anden grøft. Her tages publikum med på en rejse til det mørke og dystre Transsylvanien i teater- og operakompagniet Figaros og Den Ny Operas usædvanligt frie gendigtning af Bram Stokers klassiske »Dracula«.

Alle roller synges, flyves og danses, og publikum kan glæde sig til en overflod af komik, musik og gys.

Bedrag, musical og mosaik
Komik og drama får vi også onsdag 2. marts, når Anette Støvelbæk, Niels Ellegaard, Henrik Lykkegaard og Adam Schmidt står på kongrescentrets scene i forestillingen »Bedrag«. Bedrag er skrevet i 1978, men er tidløs i sin præcise og hudløse skildring af løgne og hemmeligheder - her i en nyoversættelse af dramatiker Line Knutzon, som har øje for både det absurde og det komiske i Harold Pinters trekantsdrama.

Tirsdag 22. marts kan publikum så glæde sig til den historiske musical »Den Evige Ild« i en flot opsætning med stærke følelser og store sange. Onsdag 30. marts er der »I al slags vejr« på Fermaten. Det er en mosaik af Benny Andersens ord i form af sange, digte og monologer.

Mandag 4. april henter Herning Teater Folketeatrets forestilling »Maddiker« til byen. På scenen er der både liv og glimt i øjnene på Bodil Jørgensen, Jannie Faurschou og Rikke Wölck, mens de hylder alderdommen og tør tale om både det svære og det smukke i livet, inden maddikerne får overtaget.

26. april spilles og synges Franz Lehárs fortryllende, vittige, ironiske og udødelige oprette » Greven af Luxembourg«. Her forenes alle Den Jyske Operas kræfter - operachefen instruerer, musikchefen dirigerer, og rollerne indtages af Den Jyske Operas Kor. Aalborg Symfoniorkester sørger for den smukke musik. Publikum kan indlede aftenens oplevelse med operetteintroduktion ved lektor Aage Christiansen.

vib