Poesi om forlist kærlighed

HERNING I morgen, torsdag 3. februar, byder Fermaten på en koncert med Maja og De Sarte Sjæle.

Maja og De Sarte Sjæle er umiddelbar pop og 80’er-poesi om forlist kærlighed med Maja Rudolphs smukke stemme som omdrejningspunkt.

Maja og De Sarte Sjæle blev dannet af vennerne, Timo Andersen, den introverte sangskriver, der sætter ord på de sange, Maja Rudolph lægger stemme til. De debuterede i april 2016 med albummet »Maja og De Sarte Sjæle« og sangen »Uden Dig« blev et af de mest spillede numre i radioen. Albummet blev året efter nomineret til årets danske pop-udgivelse ved Gaffa prisen 2017. Et album med slidstærk visepop og radiator-poesi, som sætter ærlige ord på kærlighedens tomrum. Et ægte bud på jordnær og helhjertet dansk pop med en cool provinsattitude.

Nu er bandet, der deltog i melodigrandprixet 2020 med »Den eneste goth i Vejle«, aktuelle med nye sange som »Christoffer« og »Venter på dig«, som har fået en større lyd og hurtigere tempo, og tager en tilbage til 1980’ernes sukkerfeber af pastelfarvede synths, fnuglette popmelodier og melankoliens sorte rande under øjnene.

Opvarmningen står Downtown July for, og de laver dansk-sproget indie-pop/rock.