Ny butik er åbnet: Fra kræmmer til isenkræmmer
Nana Mathilde MortensenHos Brinck Isenkram er det familie og venner, der driver butikkerne
VISIT 800 kvadratmeter fyldt med vaser, vinglas, køkkengrej, badevægte, elektriske tandbørster og meget mere.
For en måneds tid siden åbnede »Brinck Isenkram« på Engdahlsvej i Herning, og butikken er blevet taget godt imod af byens kunder.
- Vores første uge var en positiv oplevelse. Vi havde mange kunder, og det var en rigtig god start, siger butikschef Flávia Paulsen, som udover at bestyre butikken i Herning også bestyrer Brinck Isenkram i Ebeltoft.
Brinck Isenkram er en butikskæde med 12 butikker, hvor konceptet er, at der hver uge kommer nye varer, som altid sælges til halv pris, og så er der stor fokus på kundeservicen.
- Vi prøver at være tæt på vores kunder og give en god og personlig service, forklarer Flávia Paulsen.
Bag butikskæden står Joachim Brinck, og stort set hele hans familie og venner er involveret. Han kommer ofte forbi butikkerne rundt omkring i landet for at mærke pulsen og snakke med personalet.
- Som Joachim plejer at sige: »vi er én stor familie«, smiler Flávia Paulsen, som er ven af familien.
Fra marked til butik
Flávia Paulsen endte faktisk ved et tilfælde i isenkræmmer-branchen.
Brinck Isenkram havde sin begyndelse på kræmmermarkeder, da ejerne Joachim Brinck og Ann Nielsen overtog en isenkræmmer i Hillerød med restvarer, som så blev solgt på markederne. De begyndte på Sjælland, og da de i 2018 ville deltage på et kræmmermarked i Aarhus, manglede de nogen, der kunne hjælpe.
Og da Brinck Isenkram jo er lidt af et familie- og venneforetagende, var det oplagt at spørge Flávia Paulsen og hendes mand, om de ikke ville hjælpe til på kræmmermarkederne i sommeren 2018 og 2019.
- Jeg kendte slet ikke til kræmmermarkeder, før det, smiler Flávia Paulsen.
Hun kommer fra Brasilien og brugte det meste af tiden i Danmark på at deltage i danskundervisning, så det var noget af en omvæltning at stå på kræmmermarkederne og skulle finde rundt i de danske tal og forstå de forskellige dialekter.
- Det var en rigtig god oplevelse. Det var fantastisk. Det var hårdt at sætte op og pakke ned hver weekend, men jeg fortryder det ikke, for ellers var jeg ikke blevet butikschef i Herning og Ebeltoft, smiler hun.
Da Brinck Isenkram begyndte at åbne butikker rundt i Danmark, blev Flávia Paulsen ansat som butikschef i Ebeltoft, og nu 2,5 år efter har hun så ansvaret for butikken i Herning.
En god beliggenhed
Som udgangspunkt ligger Brinck Isenkrams butikker i centrum af byer tæt på sommerhusområder.
- Alle vores butikker ligger i byer med turister, for eksempel vores første butik i Blåvand eller i Ebeltoft, hvor der også kommer masser af turister. Især tyskerne kan godt lide det danske design, forklarer Flávia Paulsen.
Butikken i Herning ligger som bekendt ikke i et sommerhusområde, og den ligger heller ikke i centrum. Men butikschefen spår alligevel en god fremtid for butikken.
- Jeg synes, at vi ligger godt her, da rigtig mange kommer forbi med bil og ser butikken, og jeg ved også, mange kunder kommer fra andre byer rundt om Herning, forklarer hun.
Og efterhånden har flere også stødt på isenkræmmerkæden i landets sommerhusbyer.
- Mange mennesker i Herning kender vores koncept fra andre byer, og nogle kan endda huske mig fra Ebeltoft, siger hun og fortsætter:
- Der var for eksempel en kvinde, der kom og sagde, at det var dejligt at besøge os, for det er ligesom at være på ferie.
Flávia Paulsen ser frem til, at endnu flere får øjnene op for butikken på Engdahlsvej.
- Jeg håber, at herningenserne vil tage konceptet til sig. Det er jeg spændt på, smiler hun.
Læs også:
Ugens mest læste historier
Sorry. No data so far.