Sigtet for trusler mod personale i varehus i Herning: Dommer sendte 42-årig mand fire uger bag tremmer

HERNING Varetægtsfængsling til 28. februar.

Sådan lød kendelsen mandag eftermiddag efter et grundlovsforhør ved Retten i Herning, hvor en 42-årig mand fra Esbjerg havde måttet forklare sig for en dommer.

Han blev søndag aften anholdt og sigtet for at have truet personalet i Føtex i Bredgade, da han ikke kunne få et gavekort til at virke og derfor ikke kunne få sine varer med sig.

Den 42-årige mand var netop blevet løsladt fra afsoningen af en dom for lignende kriminalitet, og derfor var der grundlag for at få manden varetægtsfængslet.

Den kendelse kærede han til landsretten, som nu skal tage stilling til sagen.