Teater om Ullmann og Bergman

HERNING Nu kan man komme i teatret igen, og Herning Teater indleder året med Det Kongelige Teaters forestilling »De Urolige« mandag 31. januar i kongrescentret. »At se, at huske, at begribe«. Sådan begynder Linn Ullmann sin fantastiske roman om sine berømte forældres kærlighed, den norske skuespiller Liv Ullmann og den svenske filminstruktør Ingmar Bergman.

Teaterforestillingen »De Urolige« er en legende og gribende fortælling om et barn, der ikke kan vente med at blive voksen, og om to forældre, som helst vil være børn. Den excentriske familie portrætteres af tre af dansk teaters stærkeste kvinder: Kirsten Olesen, Hanne Windfeld og Stine Schrøder Jensen, mens Peter Langdal har iscenesat.

Stykket skildrer et barns opvækst, om kærligheden mellem forældrene og om faderens sidste tid. Fortællingen springer i tid, og publikum møder datteren som lille pige, som teenager, som voksen kvinde og mor. Hele vejen kæmper hun for at få sine forældres opmærksomhed og kærlighed. Men uroen er konstant til stede i dem alle.

Romanen blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris i 2016.