VM-deltager til poetry slam i Herning

Både en VM-deltager og lokale »slammere« er blandt deltagerne i næste uge

HERNING Med restriktionerne løsnet kan Team Teatret igen byde velkommen til poetry slam. Det sker tirsdag 25. januar, hvor slammerne atter vil kaste ord efter hinanden og efter publikum.

- For at fejre, at vi må slås med ord igen, så har vi lavet noget af et scoop - vi har nemlig inviteret Danmarks repræsentant til VM i poetry slam 2022, Pippaluk Kevser. Pippaluk er en erfaren dame på spoken word-scenen, og hun har sin egen blanding af dybde og humor. Hende vil I simpelthen ikke gå glip af, siger Thomas Thisted, som er stifter af Kultivator, der sammen med Team Teatret står bag poetry slam i Herning.

Stjernen får selskab på scenen af en række tidligere lokale mestre og deltagere ved DM, hvor der blandt andet kan nævnes herningenserne Jeppe Tomzak, Tobias Dalager og Thomas Thisted.

Til poetry slam bliver dommerne fundet blandt publikum - for poetry slam er en konkurrence. De fem udvalgte dommere giver point mellem 0 og 10.

Derfor er det publikum, der vælger, hvem der går videre til finalen, og hvem der går skuffet hjem ... eller gør de?

I slammiljøet siger man nemlig: »The points are not the point - the point is poetry!« lyder det fra Team Teatret.