Tidligere skoleleder på Kibæk Skole Erling Lund Olesen (i midten) fører an, når julen synges ind på biblioteket. Det foregår onsdag 22. december. Foto: Flemming Hansen
Julehygge på biblioteket
Der venter en julemåned med FN’s verdensmål nummer 12, bogsalg og morgensang i juleudgave
HERNING Julelysene lyser op i vintermørket, december venter på onsdag - og lige om lidt er det jul.
I december helt frem til jul byder Herning Bibliotekerne inden for til julehygge i et grønnere og kreativt perspektiv, fortæller stedet i en pressemeddelelse.
Mange af bibliotekets tilbud vil i december byde på alternativer til juleræset. I hele måneden sætter biblioteket nemlig spot på FN’s verdensmål nummer 12, der handler om ansvarligt forbrug og produktion.
Hver dag helt frem til jul kan man på Biblioteket i Herning og på bibliotekerne i Aulum, Hammerum-Gjellerup, Kibæk, Sunds og Vildbjerg lave julepynt i bibliotekernes kreative værksted. Her kan man lave alt fra juleengle til hjertekurve og andre fine ting. Om kreationerne skal bruges som pynt derhjemme eller foræres væk som gave, bestemmer man helt selv.
Bibliotekerne sørger for, at alt - man skal bruge for at lave julepynt - ligger fremme på bibliotekerne i hele åbningstiden.
Jul i MakerSpace
På Biblioteket i Herning er der også gang i julegaveproduktionen, når man hver tirsdag og torsdag i december frem til jul - hvad end man er 9 år eller 99 år - kan være kreativ med julen i MakerSpace.
Bibliotekets MakerSpace er et kreativt værksted, der huser både 3D-printer, folieskærere, laserskærere og diverse kreative materialer, og her kan man lave alt fra julefigurer, kageudstikkere og nøgleringe til skilte, klistermærker, tekstiltryk og smykkeholdere.
Der er altså rig mulighed for at sætte eget præg på julegaverne i år. Bibliotekets MakerSpace-vejledere står klar til at hjælpe i gang.
Bogsalg på biblioteket
Midt i december inviterer Biblioteket i Herning til bogsalg, hvor man for billige penge kan købe julegaver, der indeholder store læseoplevelser.
I takt med at flere og flere bøger finder vej til bibliotekets mange hylder, må biblioteket sommetider sande, at pladsen ikke er uendelig.
Med et stort ønske om at give bøgerne nyt liv, sælges de derfor til en favorabel pris i den gode sags tjeneste, når bogsalget afvikles i samarbejde med Røde Kors Herning.
Til bogsalget kan man finde alt fra børnelitteratur og magasiner til romaner, krimier og fagbøger.
- I partnerskab med Røde Kors Herning gør vi det muligt at tilegne sig bogoplevelser til en pris, de fleste kan være med til. Vi har valgt at samarbejde med Røde Kors om dette, da de med deres frivilligt drevne genbrugsforretninger gør et stort arbejde med at få folk til at genbruge materiale, fortæller projektleder Jonas Søgård Nielsen fra Herning Bibliotekerne.
Morgensang med juletoner
Man kan også være med til synge julen ind, når Biblioteket i Herning inviterer til morgensang få dage inden juleaften - nærmere bestemt 22. december.
Morgensang er blevet lidt af en tradition på biblioteket, hvor de faste pianister, Jakob Pedersen og Erling Lund Olesen slår tonerne an.
I julens anledning vil de danne et helt band, når også Benny Thisted spiller med. Hvad de tre kan finde på af juleguf og nissestreger til juleafslutning på morgensang vil tiden vise - men der er helt sikkert garanti for budgetvenlig julestemning.
Ugens mest læste historier
Sorry. No data so far.