Torsdag 25. november er der improvisationskoncert med Ensemble MidtVest på Fermaten. Foto: Pr-foto

Ensemble MidtVest improviserer på Fermaten

HERNING I morgen, torsdag 25. november, kan man på Fermaten komme med til improvisationskoncert med Ensemble MidtVest og opleve musikerne dykke ned i musikkens farver og følelser.

Ensemble MidtVest arbejder som nogle af de få klassiske musikere med klassisk improvisation. Siden 2007 har ensemblets musikere stået på scenen uden nedskrevne noder, og sammen har de udforsket det improvisatoriske univers og skabt et musikalsk unikt sprog i konstant udvikling.

Ensemble MidtVest blev etableret i 2002 og består af ni klassiske musikere, der tilsammen udgør en besætning bestående af en strygetrio, en blæserkvintet og en pianist.

Ensemble MidtVest forstår den klassiske musik som en levende tradition, der er forankret i fortiden, men som samtidig er lige så relevant i dag, som den har været i århundreder. Det er derfor ensemblets målsætning at gøre de sidste 500 års musik tilgængelig for det 21. århundredes publikum.

For at opfylde dette mål præsenterer ensemblet ikke blot et repertoire med klassisk kammermusik, men arbejder også med fri improvisation.