Scene 7 i Nørregade danner rammen om Øjeblik Festival på lørdag. Foto: Henrik Øster-Jørgensen

Unge kulturiværksættere skaber ny endagsfestival på Scene 7

HERNING På lørdag finder Øjeblik Festival sted på Scene 7 i Nørregade.

Øjeblik Festival er en ny endagsfestival skabt i fællesskab af unge kulturelle ildsjæle fra blandt andet Herning,

Holstebro, Skive og Viborg. Festivalen sigter efter at skabe et enestående øjeblik med fokus på krydsbestøvning af sanserne og kunstneriske genrer.

Festivalen byder blandt andet på to spændende koncerter med overraskende momenter i format og udførsel, madoplevelser samt fede visuelle oplevelser og meget mere. Alt dette kommer til at foregå i stemningsfyldte omgivelser på Scene 7, som transformeres til en stor sanselig bombe.

Bag Øjeblik Festival står 15 deltagere fra Midtjyllands nye kulturforløb, Moment. I løbet af den seneste måned har deltagerne været gennem workshops, oplæg og en bootcamp på den gamle Herning Højskole. Som afslutning på forløbet er de unge mennesker blevet stillet over for at skulle skabe en festival ud fra et blankt stykke papir. Der er ingen grænser, og intet er umuligt.