Søndag 5. december finder den årlige Julemærkemarch sted for 45. gang - billedet er fra 2014. Foto: Tom Laursen

Fælles march for julemærkebørnene

HERNING Søndag 5. december finder den årlige Julemærkemarch sted for 45. gang. Her samler man ind til driften af landets fem Julemærkehjem, og i Herning går starten fra Vestervangsskoles p-plads, Gl. Skolevej 35.

Man kan tage turen på 10 kilometer eller den såkaldte barnevognstur på fem kilometer. Begge ture føres af en fra Fodslaw Herning.

Sidste år blev Julemærkemarchen afholdt i skyggen af corona, men der blev alligevel samlet 1.161.111 kroner ind. I år håber arrangørerne, at 16.600 vil deltage ligesom i 2019, hvilket resulterede i en rekordstor donation til Julemærkefonden på 1.465.000 kroner.

Salg er nedadgående
- Julemærkemarchens frivillige hjælpearbejde kaster hvert år en flot donation af sig, som virkelig kan mærkes i det samlede budget og hvert år gavner knap 1000 børn. Vores arbejde er afhængigt af de indsamlede midler, fordi det offentlige tilskud kun dækker 3,7 procent af budgettet. Salget af Julemærker er desværre for nedadgående, og derfor sætter vi stor pris på alle vores Julemærkevenner, på donationer fra virksomheder og fonde og ikke mindst på Julemærkemarchen, siger Søren Ravn Jensen, direktør i Julemærkefonden i en pressemeddelelse.

Denne udmelding glæder Fodslaw Herning.

- For Fodslaw Herning er det helt naturligt at være med til at afvikle Julemærkemarchen i Herning, for det er vores hobby at lave spændende vandreture i og omkring Herning. Når Fodslaw Herning kan bidrage til at skaffe midler til Julemærkefonden og samtidig tilbyde en masse af kommunens indbyggere at komme ud i frisk luft og gå for en god sag - ja, så er det en win-win situation for os, siger Lene Bang-Nielsen, næstformand i Fodslaw Herning.