Ensemble Orion består af otte meget dygtige sangere samt lut, bas og orgel. Foto: Pr-foto

Smuk barokmusik

HERNING På mandag aften kan man i Herning Kirke opleve en meget spændende koncert med det aarhusianske ensemble »Ensemble Orion«, som ledes af organist og dirigent Søren K. Hansen.

Søren K. Hansen dirigerede sidste år Händels Messias i Herning Kirke, og han er dirigent for talrige koncerter rundt i landet.

Ensemble Orion består af otte meget dygtige sangere, samt Per Weile Bach på lut, Eric Higgins på bas og Søren K. Hansen på orgel.

De fremfører et værk af den tyske komponist Heinrich Schütz, som hedder »Ein Musikalische Exequien«. Musikken er skrevet helt tilbage i 1636 og er meget smuk. Schütz rejste meget i Italien og hentede inspirationen fra den italienske musik på den tid. Hjemme i Tyskland blandede han de italienske impulser med den tyske musik, som han var opvokset med, og skabte på den måde sin helt egen musik ud af det. Musikken er oprindelig skrevet til en mindemesse for greven af Reuss, Henry den 2.

Ensemble Orion har specialiseret sig i at udføre musik fra blandt andre Schütz og andre barokkomponister fra den tid. De går meget op i, at musikken skal være levende og fuld af nerve og derved gøre indtryk på publikum. De har også et ønske om at gøre den smukke musik fra denne periode mere velkendt blandt koncertpublikummerne.