Orhan Ösgür Turan spiller og taler på Team Teatret lørdag 13. november til et intimt arrangement med integration som omdrejningspunkt. Foto: Pr-foto

Klang og smag af integration

HERNING »As-salamu Alaykum og god aften«.

Sådan kan det lyde, når publikum lørdag 13. november træder ind i Team Teatrets foyer-café til en hyggelig og kalejdoskopisk aften med både mad, debat og koncert.

Det er teatret og Ungdomshuset Kontrast, der står sammen om aftenen, og de to kulturinstitutioner ønsker at skabe en intim og hyggelig stemning. Derfor er der i første omgang sat et ret begrænset antal billetter til salg til de publikummer, der har lyst til både at smage, snakke og lytte.

Arrangementet starter sidst på eftermiddagen, hvor publikum kan nyde lækre falafler fra den libanesiske restaurant Mezza, der er nabo til Team Teatret. En time senere er der samtalesalon, hvor teaterleder Dorthe Bébe og musiker Orhan Ösgür Turan taler sammen om integration og kunst og om kunstens rolle i integrationen.

Herefter overlader Dorthe Bébe scenen til Orhan og hans musikalske makker Thor Arnarsson, der oprindeligt er fra Island. Sammen kalder de sig Thorhan, og de skaber en ny lyd, som bedst beskrives som en nyfortolkning af tyrkiske folkemelodier sammensmeltet med nordisk folk, indie og psykrock.