Jazzdouen Svaneborg Kardyb er obligatorisk for alle musikelskere, lyder det fra arrangøren Moorjazz Festival. Foto: PR-foto

Et drømmende og groovy univers

HERNING Den danske jazzduo Svaneborg Kardyb, som består af Nikolaj Svaneborg og Jonas Kardyb, er et af de nyeste skud på den danske jazzstamme. For nogle uger siden lagde duoen publikum og anmelderne ned, da de indtog Store Scene i Musikhuset under dette års Spot Festival.

- Her gav Gaffa dem en femstjernet anmeldelse. De kaldte det ligefrem rock’n’roll-stemning, hvilket jo er imponerende, når man tænker på, at det er meget stille og lavmælt musik, duoen præsenterer, fortæller Niels »Jazz-Niels« Overgård fra Herning.

Med sig til Moorjazz Festivalen og Fermaten i Herning lørdag 13. november tager Svaneborg Kardyb deres to udgivelser Knob fra 2019 og Haven fra 2020.

Svaneborg Kardybs univers er der, hvor elektroniske toner og akustisk lyd forenes. Det er der, hvor fængende melodier møder nordiske stemninger i et drømmende og groovy univers.

Med andre ord er koncerten med Svaneborg Kardyb obligatorisk for alle musikelskere, hvad enten man er til jazz eller ej.