Moorjazz Festivalens helt store navn i år er franske Camille Bertault. Foto: PR-foto

Det helt store scoop: Fransk sangerinde gæster Moorjazz Festival

HERNING Den franske sangerinde Camille Bertault er det helt store scoop på årets Moorjazz Festival i Herning. Det har siden festivalens begyndelse været et stort ønske at kunne præsentere den franske sangerinde, som er en af tidens største franske jazzsangere.

Kender man Camille Bertault, kender man hende helt sikkert for hendes fantastiske stemme, som før har akkompagneret John Coltranes legendariske og ekstremt svære solo på Giant Steps fra hendes Pas de Géant-album.

Samtidig har hun en sans for at blande jazz, pop og fransk chanson, som kun få kan.

En vaskeægte poet
Kender man hende ikke, så bliver man nødt til at opleve hende på Fermaten fredag 12. november.

På scenen er hun også kendt for at møde publikum i et væld af følelser, og når hun optræder, opdager man en vaskeægte poet og ikke mindst en nyopblusset kærlighed til det franske sprog.

Niels Overgård, som er indehaver af bloggen jazznyt.com, er også begejstret for, at den franske sangerinde lægger vejen forbi festivalen:

- Hun er en vokal ekvilibrist ud over det sædvanlige. Det kan godt gå hen og blive en ret stor aften, siger han.