Fasterholt byder på valgflæsk, der både kan spises og høres, når fem lokale kandidater og to borgmesterkandidater kommer i forsamlingshuset. Foto: Martin Ballund

Valgflæsk i syd: Politikere valfarter til Fasterholt

FASTERHOLT Det lille forsamlingshus i Fasterholt bliver noget af en magnet for håbefulde politikere tirsdag 9. november.

Da holder Venstres vælgerforening i Arnborg-Fasterholt-Kølkær vælgermøde.

Det starter med fællesspisning - stegt flæsk naturligvis - og derefter er der et traditionelt valgmøde med de fem lokale kandidater til Herning Byråd. De fem kandidater i panelet er Anders Madsen (V), Vinnie Borbjerg (S), Dan Skovlyst (DF), Pernille Laugesen fra Borgerlisten og den radikale Thomas Thisted.

- Der vi være en traditionel debat mellem byrådskandidaterne i panelet og spørgsmål fra salen, fortæller næstformanden Jeanette Laursen fra den lokale venstrevælgerforening.

- Og så har vi en sidegevinst på vores valgmøde: De to borgmesterkandidater Dorte West (V) og Tommy Tønning (S) kommer også forbi vores vælgermøde, fortæller Jeanette Laursen.

Også Anne Marie Søe Nørgaard (V), der stiller op til regionsrådet, lægger vejen forbi Fasterholt Forsamlingshus tirsdag 9. november.