Esben Andersen er på scenen igen med Rangleklods. PR-foto

Ny musik fra Rangleklods

HERNING Rangleklods er vendt tilbage med ny musik og opløftende koncerter. Esben Andersens soloprojekt genoptager udforskningen af rummet mellem natsort klubmusik og solbelyst pop i medrivende sange, hvor elektronisk kulde og organisk varme eksisterer side om side.

Rangleklods har altid stået for intense og ærlige koncerter, hvor de elektroniske maskiner håndspilles og vokalen croones helt ud over scenekanten.

Det kan publikum på Fermaten nu ved selvhør og selvsyn opleve, når Rangleklods rammer spillestedet lørdag 6. november.

Esben Andersen siger selv om at være tilbage på scenen og i musikken igen:

- At gå ind Rangleklods’ musikalske univers igen har virkelig været som at vende hjem. Jeg følger mine musikalske instinkter 100 procent og giver mig hen til hver eneste tone i sangene.

- Rangleklods er på ingen måde bare tilbage i 2021, men er her for at blive, og jeg kan næsten ikke vente på at komme i gang, fastslår Esben Andersen.