Anne Marie Søe Nørgaard (V), formand for Herning Kommunes Social og Sundhedsudvalg, Klaus Meinert Nielsen, formand for Sind Herning-Ikast-Brande, og Nete Kragelund (t.h.), chef for Samarbejde, Rådgivning og Visitation i kommunens handicap- og psykiatriafdeling, stod for åbningstalerne, da Én Indgang blev indviet. Foto: Privatfoto

Kommune indvier ny rådgivning for udsatte

HERNING I fredags indviede Herning Kommune et nyt rådgivningstilbud i Søndergade i Herning ved navn »Én Indgang«.

Det er for alle med psykiske udfordringer tæt inde på livet. Her vil kommunen rådgive og hjælpe med stort og småt og give en hurtig og smidig hjælp til, at den enkelte kan komme videre.

Ved fredagens indvielse mødte 70 gæster op til åbent hus med rundvisning samt tale ved Anne Marie Søe Nørgaard (V), formand for byrådets social- og sundhedsudvalg.

Hun forklarede, at Én Indgang er en del af en igangværende proces i den kommunale psykiatri, som skal tilføres nye og alternative løsninger.

Målet har været at skabe et centralt beliggende tilbud med let tilgængelig information og en imødekommende stemning, hvor ingen skal føle sig afvist eller opleve at gå forgæves.

- Jeg er ikke i tvivl om, at af alle de nye veje, den kommunale psykiatri kunne vælge at gå, så er det her en af de rigtige veje, sagde Anne Marie Søe Nørgaard blandt andet.

Hun forklarede desuden, at Én Indgang også har en ny chat-funktion, så borgerne ikke behøver komme på stedet for at få rådgivning.