Som en del af den igangværende klassiske musikfestival KMF 336 fortæller Kasper Grøn og Anne-Sofie Møller Olesen torsdag aften på Den Jyske Sangskole om operaen »En Usynlig Fjende«, som blev skrevet under corona-nedlukningen. Foto: PR-foto

Hvordan skriver man en opera under corona?

På Den Jyske Sangskole er der torsdag 4. november musikforedrag om tilblivelsen af en ny opera. Det er Anne-Sofie Møller Olesen og Kasper Grøn som i ord og musikalske uddrag fra operaen fortæller historien om, hvordan »En Usynlig Fjende« blev til, og hvordan man skriver en opera helt fra bunden, når man aldrig har gjort noget lignende før.

»En Usynlig Fjende« er en operaforestilling skrevet i 2020 under coronavirussens indvirken på hele samfundet.

Den handler om oplevelsen af at stå over for noget uhåndgribeligt i en verden, man ellers var fortrolig med.

Operaen blev skrevet af Anne-Sofie Møller Olesen og Kasper Grøn over fire intense måneder, mens verden var i lockdown, og den blev sat op på Den Fynske Opera. Men de planlagte forestillinger i december 2020 måtte aflyses på grund af ... ja corona. Der arbejdes på opførelse af operaen i begyndelsen af 2023.

I 2020 studerede Anne-Sofie Møller Olesen og Kasper Grøn henholdsvis klassisk sang og klassisk slagtøj ved Syddansk Musikkonservatorium i Odense.

Anne-Sofie er født i Herning i 1996 og har sunget i MidtVest Pigekor. Hun deltog i KMF 336’s Stjerneskudskoncert i 2016, 2018 og 2020. Efter bacheloreksamen i Odense i 2021 fortsætter hun sin uddannelse i Tyskland.