Foto: Henrik Ole Jensen

13 stjålne computere opsporet: Politiet fandt yderligere tyvekoster på Kærshovedgård

HERNING Betjente fra politiet fik i aftes hænderne fulde, da de blev sendt ud til et indbrud på en kontorgang på sygehusets akutmodtagelse. Mellem klokken 19 og 22 havde der været indbrud, og der blev stjålet en MacBook 13 samt 12 bærbare ThinkPad-computere af mærket Lenovo.

Førstnævnte computer havde installeret programmet »Find my iPhone«, og pilen pegede mod Udrejsecenter Kærshovedgård. Alle computere blev her fundet en i container og leveret tilbage til sygehuset.

En 34-årig mand er mistænkt for tyveriet, men dermed sluttede aftenen ikke for betjentene. Da de kom hen til et værelse, hvor der opholdt sig to 27-årige mænd, smed den ene en ThinkPad ud af vinduet.Computeren viste sig at stamme fra et indbrud hos Midt Factoríng i Ikast 12. oktober, og derfor blev han sigtet for hæleri af computeren. Han blev også sigtet for at overtræde loven om euforiserende stoffer, da han havde 18,97 gram hash på sig. Makkeren på værelset blev ikke sigtet.

Under ransagnngen fandt betjentene også en taske med ure i en anden bygning, og her er der foreløbigt ingen mistænkte.