Clara Guldberg Ravn er blokfløjtenist og uddannet i Stockholm og Lyon. Foto: Pr-foto

700 års musik i Fredens Kirke

HERNING I aften, tirsdag 12. oktober, er der koncert i Fredens Kirke i Herning. Med titlen »Og evigheden inden for en time« præsenterer Clara Guldberg Ravn musik, der spænder over 700 år.

Titlen er et citat fra William Blakes digt om, hvorledes man kan se og mærke det helt store i det mindste; hvordan man kan se hele verden i et sandkorn, og hvordan man kan mærke evigheden inden for en time.

Blake fanger med dette digt også musikkens væsen. Musik kan belyse livets store sider på ganske kort tid, og til tider kan man syne evigheden i en enkelt tone.

Clara Guldberg Ravn er blokfløjtenist og uddannet i Stockholm og Lyon. Hun har modtaget legater fra både Danmark og Sverige, blandt andet Jacob Gades Talentpris, Kungl og Musikaliska Akademiens Nationella Stipendium.

Hun freelancer nu som kammermusiker og solist. Hendes debutalbum udkom i 2020 på det tyske pladeselskab Arcantus. Sammen med Anna Paradiso (cembalo), Mats Olofsson (cello) og Jonas Nordberg (lut) har hun indspillet de første seks sonater af den danske komponist Martinus Ræhs (1702-1766).