Onsdag kan man opleve »Get Back«, »Hey Jude«, »Back In The USSR« og alle de andre store Beatleshits. Foto: Pr-foto

Beatles hyldes i Herning

HERNING »Let it rock« er en hyldestkoncert til The Beatles, som Herning Teater opfører onsdag 6. oktober i MCH Herning Kongrescenter.

Baggrunden for »Let it rock« er The Beatles’ sidste og mest rockede album, »Let It Be«, som blev udgivet i 1970. Kun 14 dage før »Let It Be« kom på gaden, blev The Beatles opløst som gruppe.

Beatles-tiden og solo-højdepunkter
»Let it rock« er en hyldest med uimodståelige evergreens og klassiske Beatles-hits fra den periode, hvor verdens mest populære gruppe gik i opløsning og blev til fire storslåede solokunstnere.

Oplev de største rocknumre fra både Beatles-tiden og højdepunkter fra de fire Beatlers solokarrierer, blandt andre »Get Back«, »Hey Jude«, »Back In The USSR« og »Let It Be«.

Sangere er Morten Bytofte, Lucas Hoang, Joachim Rahbek og Jonas Fjelsted, mens bandet udgøres af Niels Rahbech, Lars Wagner, Joakim Øster og Michael Vestbo.

Peter Friis har iscenesat.