Pernille Rosendahl besøger i efteråret kirker over hele landet. Foto: Pr-foto

Rosendahl i Herning Kirke

HERNING Musikeren Pernille Rosendahl tager i efteråret på kirketurné, og hun rammer Herning Kirke hele to gange med to koncerter torsdag 7. oktober.

- At række ud efter lyset, håbet og sammenholdet - det har været temaer, jeg har arbejdet med som overskrifter for min kommende turné, fortæller Pernille Rosendahl i en pressemeddelelse.

Touren er derfor døbt »Room of Hope«.

- Hvor jeg førhen har været optaget af universet, eftertænksomheden og melankolien, vender jeg mig nu mod alt det lyse. Jeg tror, vi alle har brug for at komme ind i et lyst og inspirerende rum, hvor vi kan hente fornyet energi til at gå ud i en verden, der til stadighed udfordrer os, siger hun.

Genopdagelse på tværs
Som sangerinde har Pernille Rosendahl fortolket og ikke mindst bidraget til den danske sangskat i nu mere end 20 år. Swan Lee blev gennembruddet, men ingen svanesang - for siden har Rosendahl formået at genopdage og forny sig selv på tværs af udtryk og genrer.

Room of Hope-touren dykker ned i sangerindens anmelderroste bagkatalog, mens Rosendahl, der senest har gjort sig på de skrå brædder med musik til den storroste dansekoncert »Vita Danica«, vil vise nye sider af velkendte danske viser og salmer.

Scenen bliver sat af arkitekt og lysdesigner Sarah Fredelund, og Pernille Rosendahl vil blive akkompagneret af sin faste samarbejdspartner, musiker Søren Vestergaard, samt Kasper Staub fra bandet Lowly.