Bent Fabricius-Bjerre efterlod sig et imponerende katalog af folkekære melodier. Foto: Pr-foto

Bent Fabrics musik hos MCH

HERNING 3. februar får publikum MCH Herning Kongrescenter muligheden for at opleve musik fra Bent Fabricius-Bjerres lange og indholdsrige virke - og der bliver ikke kun plads til de mest kendte og elskede melodier, men også til de mere ukendte skatte.

Musikken bliver leveret af Bent Fabricius-Bjerres nærmeste musikalske venner, herunder blandt andre Eddie Skoller, Trine Pallesen, Mathias Heise og LiveStrings, der har udvalgt de største og mest folkekære melodier til en smuk hyldestkoncert.

Bent Fabricius-Bjerre’s største melodier, såsom »Forelsket i København«, »Norwegian Sunset« (Bjergkøbing Grandprix), »Alley Cat« og ikoniske film- og tv-melodier til blandt andet »Olsen-Banden«, »Matador« og »Blinkende Lygter« genopleves, når en række musikere, der gennem årene har været tæt på komponisten og spillet med ham frem til hans død, vil spille hans bagkatalog og fortælle historier om en af Danmarks største komponister.