Karen Kousgaard tager sit band med på Fermaten torsdag aften. Foto: Pr-foto

Karen Kousgaard vender hjem

HERNING Karen Kousgaard giver torsdag aften koncert med sit band på Fermaten. Sangerinden og sangskriveren fra Herning, der nu er bosat i København, har siden 2009 optrådt med egne kompositioner både solo og med ensemble.

I sommeren 2019 kunne hun blandt andet opleves for tredje år i træk til Copenhagen Jazz Festival. Kousgaard har arbejdet i forskellige musikalske projekter med eksempelvis Claus Hempler og Poul Krebs.

I maj 2021 udsendte Kousgaard sit andet engelsksprogede studiealbum, »Odd & Honest«. Med dette vender hun hjem til Fermaten med sit band, men mon ikke der også bliver spillet sange fra det seks år gamle debutalbum, »Pretty If You Dare«?

Musikmagasinet Gaffa beskrev Kousgaards seneste album med ordene »varmt facetteret og personligt« og kvitterede med fire stjerner.

Herning Folkeblad lå også på fire stjerner og skrev: »Denne gang er sangskrivningen mere straight uden så mange fortænkte sidespring, og det pynter.«