Skuespiller Bodil Jørgensen og præsten Mikkel Wold fra Marmorkirken i København kan opleves på Herning Gymnasium. Foto: PR-Foto

Kendt skuespiller kan opleves på gymnasiet: Bodil Jørgensen i samtale med præst Mikkel Wold

Skuespiller Bodil Jørgensen fortæller om livets glæder og sorger i samtale med præst Mikkel Wold

HERNING Skuespiller Bodil Jørgensen har haft døden tæt inde på livet flere gange. Under en alvorlig togulykke i 1988 blev hun siddende og holdt en fastklemt kvinde i hånden frem for at flygte. Og under en filmoptagelse i 2014 blev hun selv alvorligt kvæstet af en traktor og svævede mellem liv og død.

Alligevel er den folkekære skuespiller ikke bange for døden. Hun har derimod blik for livets vidunderlighed.

Og hun deler gerne ud af, hvordan hun finder glæden i tilværelsen, oplyser FOF Herning i en pressemeddelelse.

Med afsæt i Bodil Jørgensen og Mikkel Wolds samtalebog »Gå med fred« kan man tirsdag aften 12. oktober på Herning Gymnasium komme helt tæt på Bodil Jørgensen, når hun i en livsklog samtale med Mikkel Wold, præst i Marmorkirken, åbner op for, hvordan man finder livsglæden og genvinde livsmodet, når det er gået tabt.

»Gå med fred« kan købes og signeres ved arrangementet. Billetter kan købes hos FOF Herning.