I løbet af september holdes en række arrangementer for udenlandske medarbejdere, og det omfatter en messe i Herning. Foto: PR-foto

Internationale borgere bydes velkommen på messe i Herning

På lørdag vil der på biblioteket i Herning være særlig velkomst til udenlandske medarbejdere

ARBEJDSKRAFT I Herning-området er der forholdsvis mange store virksomheder, som ansætter specialiseret arbejdskraft fra udlandet. »Expats« kalder man gruppen af borgere - familier, par og enlige, der vælger at rykke rødderne op i deres hjemland, og flytte til et andet land grundet arbejde eller uddannelse. Nogle flytter til Danmark og bosætter sig i Herning. Enkelte familier ender med at blive her.

Undersøgelser viser, at tilknytningen til et område i høj grad afgør, om de internationale indbyggere vælger at blive i området eller ender med at vende snuden hjemad igen.

- I Herning Kommune er det vigtigt for os at tage godt imod vores internationale indbyggere. Vi er opmærksomme på de udfordringer, som de kan møde i deres hverdag, og vi gør alt, hvad vi kan, for hjælpe dem, så de føler sig hjemme og får et godt liv her, siger borgmester Dorte West (V) fra Herning Kommune i en pressemeddelelse.

»Expat Fair Herning«
Lørdag 18. september byder Herning Kommune gruppen af nye internationale borgere velkommen ved arrangementet »Expat Fair Herning«, der holdes på biblioteket i Herning. Arrangementet henvender sig ikke kun til nytilkomne, men også nuværende internationale borgere, da det er en god mulighed for at danne netværk.

I år er »Expat Fair Herning« også en del af det landsdækkende initiativ med navnet »Welcome September«, hvor der laves flere end 110 arrangementer for internationale borgere i Danmark.

Lørdag vil der være op mod 20 stande i biblioteksrummet - her står en bred sammensætning af foreninger og organisationer som blandt andet Idrætsrådet, International Society og Sprogcenter Midt. Desuden holder Ensemble MidtVest, som består af en række internationale musikere, en mini-koncert, ligesom der om eftermiddagen vil være oplæg om netværk og tips og tricks til karrieren på det danske arbejdsmarked.

Expat Fair plejer traditionelt set at tiltrække flere hundrede deltagere.