210 børn skal torsdag formiddag synge sange om vilde dyr. Foto: Pr-foto

De små synger igen

Herning 210 børn er tilmeldt når Herning Bibliotekerne - efter en lang coronapause - torsdag formiddag atter slår dørene op til Små Synger Sammen i samarbejde med Den Jyske Sangskole og Herning Musikskole.

Små Synger sammen er en årlig sangdag, hvor alle vuggestuer, børnehaver og dagplejere i Herning Kommune er inviteret til Herning Bibliotekerne for at synge sammen under ledelse af to professionelle sangkonsulenter.

- I de sidste halvandet år har sangen i institutionerne været underlagt restriktioner på grund af covid-19. Mange voksne har til gengæld mærket på egen krop, hvad fællessangen gør ved os - også selvom den er online. Men nu må vi synge igen, og vi tør synge igen, og det skal fejres - også for de allermindste sangglade borgere. Små synger Sammen-dagen er børnenes festdag, og mere end 18.000 børn er allerede tilmeldt arrangementer rundt omkring i landet. I Sangens Hus har vi forberedt denne dag i flere måneder, og nu glæder vi os virkelig over at tusindvis af glade børnestemmer kan høres over hele landet, siger projektleder fra Sangen Hus, Lise Munck-Alstrup, i en pressemeddelelse.

Da temaet i år er vilde dyr, skal børnene gå på opdagelse i dyreriget og synge om alt fra giraffer, løver og næsehorn til krokodiller og klapperslanger.