Foto: Toke Hage

Tilskuer var blevet advaret: Vendte tilbage til ishockeyhal og blev anholdt

HERNING Søndag eftermiddag var en 38-årig mand fra Herning til sæsonens første hjemmekamp i Kvik Hockey Arena, og det førte til to sigtelser til manden.

- Han var aggressiv og støjende i sin adfærd, siger sekretariatsleder Bent Smedegaard fra lokalpolitiet i Herning.

Den 38-årige mand blev sigtet for at overtræde ordensbekendtgørelsen og blev bedt om at forlade stedet med en advarsel om ikke at vende tilbage.

Han forlod stedet, men vendte tilbage senere, og så fik betjentene nok.

- Vi var nødt til at anholde ham, siger Bent Smedegaard.

Endnu en gang blev den 38-årige mand præsenteret for en sigtelse for at overtræde ordensbekendtgørelsen.