Mia Wagner (t.v.) og Mette Lyngholm (t.h.) kigger efter et rekordregnskab nu mod andre nordiske lande. Foto: PR-foto

Lokalt sportstøjsfirma slår regnskabsrekord: Tjener millioner og vil ud i Skandinavien

Stig Dalgren Atzen 

Ikast-virksomheden Eyda, der laver træningstøj til kvinder og har deltage i tv-programmet »Løvens Hule«, mangedoblede sit resultat efter skat

TRæNINGSTøJ Eyda fra Ikast, som laver træningstøj til kvinder, har lavet et regulært højdespring i det netop afsluttede regnskabsår.

Virksomheden kommer ud af året med et overskud på 7,2 millioner kroner efter skat. Året før kunne Eyda præsentere et resultat på omkring 300.000 kroner efter skat. Virksomheden har samtidig præsteret at mangedoble sin omsætning til nu over 25 millioner kroner mod cirka 3,5 millioner kroner året før.

- Vi er selvfølgelig rigtig glade for resultatet, men et lige så vigtigt succesparameter er, at vi kan se, at kunderne kommer tilbage og køber mere end et par tights. Det viser, vi har nogle stærke produkter, som kvinder er glade for, og vi kan se, at det er mange forskellige kvinder, der køber vores produkter, siger Mette Lyngholm, medstifter af Eyda, i en pressemeddelelse og konkluderer:

- Det betyder, at vores mission om at skabe træningstøj, som er behageligt og passer til mange forskellige kvindekroppe er lykkedes, og det gør mig så stolt.

Løvebrøl
Virksomheden har deltaget i tv-programmet »Løvens Hule«, hvor de fik en investering på 600.000 mod at afgive 10 procent af virksomheden til henholdsvis Jesper Buch og Mia Wagner.

Løvinden Mia Wagner, som er medstifter af Nordic Female Founders peger på de unikke profiler blandt Eydas stiftere - administrerende direktør Casper Jeppesen, kreativ direktør Mette Lyngholm og kommerciel direktør Andreas Lindberg Birkebæk - som helt afgørende for Eydas succes.

- Det er et utroligt flot resultat af hele Eyda-holdet, og jeg er dybt imponeret af det dygtige founderteam. Med deres forskellige kompetencer er de noget nær det komplette founderteam, der supplerer hinanden rigtig godt, og det er nøglen til den position på markedet, de har formået at indtage, siger Mia Wagner.

Træning for alle
Eyda markedsfører sig på, at træning skal være for alle, og at man gør det, man nu evner, med de ressourcer, man har.

Brandet er især kendt for deres mange forskellige modeller af tights, der er udviklet til at passe forskellige kvindekroppe. Virksomheden oplever stadig stigende efterspørgsel og arbejder på at kunne henvende sig til endnu flere forskellige kvinder med deres produkter.

Det er heller ikke kun danske kvinder, der skal kende Eyda. Virksomheden har netop bevæget sig ind på det svenske marked, og en lancering i Norge er også lige på trapperne.

- Vi ser lige så stille, at der sker noget i Sverige, og det gør os utroligt glade, at folk tager brandet til sig. Det er en vigtig del af Eyda-strategien, at brandet udelukkende sælges i vores eget univers på vores webshop, og det er også tilfældet i Sverige og Norge, lyder det fra Mette Lyngholm.

Eyda vil ligesom i Danmark benytte lokale ambassadører til at repræsentere tøjmærket, men tilgangen til Norge og Sverige vil nødvendigvis ikke være nøjagtig den samme om i Danmark.

- Vi er opmærksomme på, markederne også er forskellige. Så vi går nysgerrigt til arbejdet og synes, det er vildt meningsfyldt at se, hvordan Eyda spreder sig til kvinder i hele Norden, fortæller Mette Lyngholm.