Herning-Løbet ruller igennem mange naturskønne områder i Herning og Ringkøbing-Skjern kommuner. Foto: Pr-foto

Herning-Løbet for 22. gang

Årets udgave af Herning-Løbet byder på tre forskellige ruter - og alle kan være med

HERNING Lørdag 18. september triller motionscykelløbet Herning-Løbet af sted for 22. gang. Løbet arrangeres af Tjørring Cykel Motion og ruller igennem naturskønne områder i Herning og Ringkøbing-Skjern kommuner. Det fortæller arrangørerne i en pressemeddelelse.

Herning-Løbet tilbyder forskellige ruter, hvor alle, uanset om man er nystartet motionist eller veltrænet supermotionist, kan være med. Løbet markeres normalt som årets sidste motionscykelløb i det midtjyske.

Tjørring Cykel Motion har været i gang med planlægningen i flere måneder og hele arrangementet er baseret på, at man overholder de til enhver tid gældende coronarestriktioner, oplyser Jørgen Bylov fra løbsudvalget.

Løbet afvikles fra Nordvesthallen om eftermiddagen med tre forskellige ruter på henholdsvis 30 kilometer, 65 kilometer og 95 kilometer. I modsætning til sidste år er det i år muligt at tilmelde sig arrangementet på løbsdagen.

Fra Tjørrings Cykel Motions side er der lagt mange kræfter i at kunne gennemføre løbet, hvor omkring 70 frivillige hjælpere er i gang på løbsdagen.

Der skal bruges mange flagposter og trafik-officials for at få deltagerne sikkert gennem trafikken. Opløbsstrækningen er på Gilmosevej, hvor Herning Kommune har været behjælpelig med at reparere vejen på de sidste 200 meter af opløbsstrækningen før rundkørslen.

Efter løbet er der udlevering af pølser, øl eller vand i et opstillet telt over for Nordvesthallen. Arrangørerne håber på godt vejr, så deltagerne kan nyde forplejningen og samværet udendørs. Alle er velkomne til at besøge arrangementet uanset, om man er deltager eller tilskuer.