Foto: Martin Ballund

To personer på knallert: Ramte sidespejl på politibil og væltede

HERNING Sent onsdag aften blev en knallert med to personer på spottet af en patrulje fra politiet.

Knallerten kørte på Vestergade, og da betjentene forsøgte at standse knallerten, ramte styret på knallerten sidespejlet på politibilen. Det førte til, at knallerten væltede.

Føreren af knallerten er 20 år og fra Aalborg. Han blev sigtet for narkokørsel på knallert, for at køre frem mod rødt lys, for ikke at bære styrthjelm og for ikke at have tegnet forsikring på knallerten.

Han blev visiteret og fundet i besiddelse af en mindre mængde euforiserende stoffer, og det blev han også sigtet for.

Passageren er 21 år og fra Hobro. Han blev sigtet for ikke at anvende styrthjelm og for besiddelse af en mindre mængde euforiserende stoffer.